Mad og drikke

Nyd den hyggelige autentiske havnestemning med en lækker frokost
Holmsland Klit mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord er det helt oplagte sted at tage hen, hvis du har lyst til et måltid med friskfanget fisk.
Midt på “Klitten”, som landtangen kaldes, ligger Hvide Sande, en by der siden 1931 er skudt op omkring fiskerihavnen og hvor fiskeriet både på havet og i fjorden gennem alle årene har været den væsentligste indtægtskilde. Der anløber dagligt kutterne med fisk til salg på auktionen og der omsættes i alt ca. 10 mio. kg. frisk fisk om året.
Frisk fisk i verdensklasse
I Hvide Sande findes der hele 4 flotte fiskebutikker. 2 af dem er beliggende på havnen syd for slusen, 1 ved siden af afvandingsslusen og 1 vest for den store rundkørsel ved slusen. Her finder du et rigt udbud af både fersk og røget fisk samt salg af f.eks. fiskeburgere.
Frisk fisk kan lejlighedsvis købes direkte hos kutterne på havnen i Hvide Sande, hvis man er heldig prøv f.eks. midt på dagen eller spørg de lokale, hvornår chancen er størst. Vejret skal være godt, for at de små kuttere kan fiske.

Nyd maden på restauranten eller tag den med hjem til sommerhuset
Køb din egen fisk på auktion
I juli og august finder de populære turistfiskeauktioner sted i auktionshallen på havnen i Hvide Sande. Her kan du opleve en ægte fiskeauktion, hvor tempoet er højt og sproget en skønsom blanding af dansk, tysk og engelsk. Humøret er altid højt og stemningen god. Her har alle har mulighed for at byde ind på de friske fisk, der sælges i familievenlige portioner til højeste bud.
Hvis du er heldig at sikre dig en portion fisk og du ikke rigtig ved, hvordan du skal behandle den, så står en flok af byens pensionerede fiskere parat med råd og vejledning – og de giver gerne en hånd med til flåning eller filetering. De skønne fiskerkoner steger fiskefileter og fiskefrikadeller efter traditionelle opskrifter (forsøg at lokke opskriften fra dem det lykkes sommetider!), så frokosten med en øl eller vand kan indtages i rustikke omgivelser.
Har du selv lyst til at smide snøren i vandet og hente frokosten direkte op af vandet er det naturligvis også muligt. Læs mere om lystfiskeri i Hvide Sande her.

Med de mange spisesteder, er der altid noget for enhver smag
Alt lige fra hotdogs til gourmet restauranter
I både Hvide Sande, Søndervig og Ringkøbing findes et stort udvalg af spisesteder, lige fra den enkle pølsevogn, hvor man står op og nyder en hotdog, over sandwichbar, grillbar, burgerbar og pizza- og f.eks. græske restauranter til de meget udsøgte gourmetrestauranter.
Pølsevogne og de fleste grillbarer finder du i forbindelse med gågadeområder, hvis du pludselig skulle opleve den lille sult, som bare må stilles med en hurtig bid.
De lidt finere restauranter ligger forskellige steder i og uden for byen og flere af dem byder på store kulinariske oplevelser.
Find dit næste feriehus i Hvide Sande og omegn her og prøv de mange specialiteter.