Dette hyggelige træ-sommerhus med stråtag ligger på Heden 6 i den nordlige del af det populære feriehusområde Bjerregård. Sommerhuset vender ud til åbne naturområder med gode stisystemer, som inviterer til gå- og cykelture. Her er plads til 6 personer og både brændeovn og sauna – perfekt til en ferie i den vestjyske natur.
Ægte sommerhuscharme med lys og flot indretning
Feriehuset er i 2 plan, renoveret i 2020 og fremstår nu overalt lyst og hyggeligt indrettet.
Underetagen består bl.a. af husets hjerte og samlingspunkt – det store åbne opholdsrum med stue og spisestue i ét med køkkenafdeling. Køkkenafdelingen er åben og praktisk indrettet, med bl.a. 60 l. fryser, mikroovn og opvaskemaskine.
Der er god plads ved spiseafdelingen til bl.a. hyggelige familieaftener med f.eks. spilleturneringer. I forlængelse af køkken og spiseplads finder I den lyse og hyggelige stue, hvor de store panoramavinduer mod syd tager den storslåede natur og lyset med helt ind i stuen.
Hvis I kan løsrive jer fra det fantastiske view ud over hede-landskabet og klitterne, kan I slappe af i sofaen med en god bog og en kop kaffe – mens I nyder den knitrende ild i brændeovnen.
En god start på dagen – vågn op til den skønne udsigt
De 6 sovepladser fordeler sig i 3 gode soveværelser med dobbeltseng på første sal, hvor I alle vågner op til den smukke udsigt – enten over hede-landskabet mod syd – eller til viewet over sommerhusområdet mod nord.
Slap af og lad jer forkæle med en saunatur, efter en lang dag i klitterne eller ved stranden.
En vaskemaskine står naturligvis til jeres rådighed – og det gør jo feriepakningen lidt lettere.
Nyd den friske luft og solnedgangen
Rundt om huset her på Heden 6 finder I flere hygge og læ-kroge. Den store lukkede terrasse mod sydvest er perfekt til udedagene – her kan I slappe af i liggestolene, mens børn og hunde leger frit.
Lav en lækker grillmiddag – evt. med friskfanget fisk – og nyd middagen til aftensolens sidste stråler og se solen gå ned bag klitterne. Rund evt. dagen af med en strandtur – og nyd et glas rosé i vandkanten, når solen forsvinder i havet.
Uspoleret natur og ren afslapning på Holmsland Klit
Holmsland Klit er kendetegnet ved skønne sommerhusområder og store områder med uspoleret og flot natur. I oplever naturen på nærmeste hold via de gode stisystemer, som løber igennem klitlandskabet og sommerhusområderne – og her er cykelture oplagte – tag evt. cyklerne med hjemmefra eller lej dem her.
En tur til Hvide Sande er næsten et must – og altid en oplevelse. Her kan især anbefales at besøge Fiskeriets hus, Fiskeriauktionen eller gå en tur langs molen, hvor I måske kan være heldige at købe en friskfanget fisk til grillen. Nyd også en kop kaffe eller en soft ice på havnen – og opleve den særlige stemning, der er her i den vestligste fiskeriby i Danmark.
|